Demenskonsulent

Jeg er uddannet SSA og har diplomuddannelse som demenskonsulnet og SA Coach. Interessen for hjernen og menneskers adfærd, har ført mig til den 1 årige efteruddannelse i neurorehabilitering og neuropædagogik ved Dorthe Birkmose. 

Jeg er freelance demenskonsulent, underviser og foredragsholder. Jeg har personligt mere end 30 års erfaring med senhjerneskade, og de sidste 20 år har jeg arbejdet med mennesker med demens og deres pårørende.

Tidligt i min karriere erfarede jeg, når mennesker med demens forsøgte at fortælle mig noget gennem deres adfærd og uden ord. Fandt jeg altid svaret og løsninger til den viste adfærd, i deres livs og identitetshistorie. 

Vidste du at oplevelser gennem livet, lagre sig i din hjerne som et følemønster? Dette følemønster udløses når du senere i livet igen oplever noget der minder om en tidligere oplevelse.  Se dette er ganske hjernesmart at have viden om, og er nøglen til omsorg og pleje uden brug af medicin. 

"jeg har arbejdet medicinfri siden 2008"  ved at have viden om hjernens spilleregler, menneskers livs- og identitetshistorie. Pårørende er mine samarbejdspartnere, uden dem ville jeg ikke kunne lykkes.  Min viden om mennesket med demens, har jeg koblet med Vibeke Drevsens Barchs Blomstrings univers(tolkning af Tom Kittwood), for livet må gerne leves, også med sygdom i hjernen. 

 

Du finder mig på facebook : Hjerne med hjertet, praksisnære cases

”Den besværlige pårørende”
”Min kære, Du er god og kærlig gennem mit liv, jeg er ked af ikke at kunne vælge et bedre plejehjem til dig”
--------------------------------------------------------------------------
”Jeg håber og tror, at det er her det empatiske og kompetente personale er. At der bliver skabt en ny base – et nyt hjem, hvor det er rart at være. Hvor der er hyggeligt og hjemligt, plads og tid til hver enkelt. Og plads til mig som pårørende – Virkeligheden er en ganske anden. ”
På kommunens hjemmeside fandt jeg ældre-værdigheds og demenspolitikker. Det var som om al min samvittighed forsvandt når jeg læste dem, jeg blev bekræftet i at valget om plejebolig var det bedste valg. Når nu livet er blevet som det er blevet.
Det er frontlinjen jeg som pårørende møder først, jeg ”forelsker” mig i de ord der fortæller, at dette er ”hjem”, med alt hvad det indebærer. Lederen stikker hovedet ud af døren til kontoret, hilser flygtigt og gør opmærksom på, ”hun er lederen”. Ja så er alt jo på plads.
Jeg husker, jeg fortalte alle jeg kom i nærheden af, hvor dejligt et plejehjem min ægtefælle var kommet på – og jeg husker hvor pinligt og nedværdigende det er at skulle sige ”jeg tog fejl”.
Det startede med tøjet ikke var rent, jeg kunne se personalet havde travlt og valgte i starten ikke sige noget. Efter nogle uger erfarede jeg, at min ægtefælle ikke sagde så meget mere og blot sad stille i stolen, jeg fik at vide det var et ”skred i demensen”. Der begyndte at lugte af urin i lejligheden, ofte var min ægtefælles tøj vådt og glimtet i øjnene var væk. Jeg bad om en samtale med kontaktpersonen, hun var syg – så jeg valgte at tale med det fremmødte personale. Det skulle jeg aldrig have gjort. Mine ord løb som en steppebrand til alle på Plejehjemmet, ja så hurtigt at en personale, vidst nok ved en fejl fortalte mig, at jeg og min adfærd var blevet drøftet på et personalemøde.
Jeg græd da jeg forlod min ægtefælle, værdigheden var væk – min værdighed var væk. Jeg bad om en samtale med lederen, hun var meget forstående og lovede det ikke skulle være oplevelser jeg mødte igen. Hun nævnte der lå mange tidligere oplevelser med ”besværlige pårørende”, hvorfor personalet nok har reageret i en følelse af afmagt. Plejecentret havde få langtidsfriske og derfor havde der været mange vikarer. Der er lys forude med raskmeldinger, og det faste personale skal nok……… Jeg kunne ikke rumme undskyldningerne, det ændrede ikke på mine oplevelser, jeg havde brug for min ægtefælle blev soigneret og aktiveret igen.
Jeg ved ikke hvad der skete efter min samtale med lederen, jeg ved hvad jeg blev mødt med. Titlen som ”besværlig pårørende” burde ikke høre hjemme på et plejecenter med en velbeskrevet værdighedspolitik.
-------------------------------------------------------------------------
Jeg har endnu ikke mødt nogen pårørende der har præsenteret sig som ”Jeg er en besværlig pårørende”, og jeg har endnu ikke fundet definitionen på en besværlig pårørende. Mon ikke titlen er en socialkonstruktion påvirket af de øjne der ser.
Titlen ”besværlig pårørende” hænger fast, spreder frygt og uro i personalegruppen. Den pårørende bliver til en ”sag” på et personalemøde.
Ledelsen danser linedans hvor balance-stangen er med fokus på økonomi og ikke faglig personaleledelse.
Vikarer bliver ofte brugt som ”årsag” af lederen, virkeligheden er at ”vikarer” dækker de huller i vagtplanen ved personalets sygdom og ferie. Lederen har en opgave i, at ”vikarer” har de kompetencer der er brug for i pleje og omsorg, og er introduceret til plejehjemmet og beboerne.
Hvis ledelsen ikke ”opdager” inden lukketid, at frontpersonalets frustrationer er på vej over i en afmagtsfølelse, der udløser en uhensigtsmæssig adfærd, så kommer ledelsen for sent.
#hjernemedhjertet

Du finder os på facebook
https://www.facebook.com/hjernemedhjertet

Du finder mig på youtupe

Fortællinger om livet med demens, fortalt af mennesker med demens. Her gengivet af Tina Jenny Kjeldsen.